|
SpilskribentSelvom jeg startede med at skrive om computerspil i slutningen af 80'erne, så var det først med internettet at det blev til et bredt publikum. I 1997 inviterede redaktør David "Ruby On Rails" Hansson mig med på det nye spilsite Konsollen.dk, som på mange punkter var forud for sin tid. Jeg skrev en del spilanmeldelser og var involveret i andre aspekter af sitet. Det førte til at jeg blev tilbudt at skrive for bladet CD-Rom Spil, der på daværende tidspunkt var Audio Medias pc-spilblad. Det skulle udvides til multiformat-bladet GameZone, og være en pendant til forlagets hedengangne Computer Action, som var mit foretrukne blad som barn og stadig havde flere af de samme skribenter. Så med lidt ærefrygt i stemmen sagde jeg naturligvis ja. Jeg blev dermed i 1998 fast skribent for Audio Media og ansvarlig for konsoldækningen i GameZone og siden Privat Computer, som bladet fusionerede med. Dermed blev jeg en fast del af landets ældste og største computerblad, under en række forskellige redaktører, primært Anders Lauge Madsen. Det sluttede i 2006, hvor man desværre valgte at lukke bladet efter 22 års tro tjeneste. Jeg var i en periode også tilknyttet T3 fra samme forlag og med samme arbejdsområde. Da GameZone blev sammenslået med Privat Computer og konsoldækningen reduceret, valgte jeg i en periode samtidig at skrive for nystartede MSN Games (og TV2 Re::play inden da) sammen med en række bekendte fra Play:Right. Her var jeg en af de bærende kræfter, før jeg forlod MSN i 2003, ikke så længe før både MSN Film og Games lukkede igen. Scan fra den månedlige klumme i Privat Computer/GameZone.
|